Referat af: Sam...ta...le? - Ej blot til lyst

Kim Rasmussen og Søren Smidt skriver i deres artikel, om forandringen indenfor mobilverdenen. Det drejer sig om den sponsorede mobiltelefon, hvor samtalen bliver afbrudt for, at reklamer kan komme med sit budskab. Markedsføringen er især henvendt til børn og unge, ned til 10 års alderen. De unge skal selv vælge imellem telefonsamtaler med betaling og uden afbrydelse, eller telefonsamtaler uden betaling men med afbrydelser. For at kunne få gratis samtaler, skal man ved oprettelsen oplyse en række nære og priavate forhold om sig selv. Man bliver registreret og samtidig bliver man overvåget som potentiel forbruger. Desuden er der begrænsninger, man kan kun tale i reklametelefonen i 15 minutter om dagen og udenfor arbejdstiden. Ligeledes skal man acceptere opringningens præmisser: reklame-afbrydelser.
Det er en bestemt markedsføringsstrategi, som går ud på at få børnene til at plage deres forældre om bestemte varer. Det er også meningen med reklame. Forældre kan så (u)frit vælge mellem at være de 'sure nej-sigere' eller være de eftergivende 'ja så siger vi det-sigere'. Mange forældre giver efter, for mobiltelefonen er jo stort set gratis. Det er en god løsning, for de forældre som ikke har råd for at købe en mobiltelefon til deres barn.
Med anskaffelsen af en mobiltelefon, vil barnet være en del af fællesskabet.
I artiklen beskrives forholdet, mellem det at afbryde en samtale og det at opretholde respekten for børnene. Reklamefolkene beskyldes også for at være ”børnehadere”, de elsker deres egen 'opfindsomhed' og innovative evner meget højere end børnene. Dette ses med de såkaldte ”hade-gaver”, som er dårlige og fantasiløse produkter, som børnene hurtigt mister interessen for.
Politikerne har også et meget stort ansvar. Deres magtløse holdning til markedet, er nu ved at resultere i, at samtalekulturen er kommet endnu et skridt nærmere afbrydelseskulturen. forskerne/de vidensprofessionelle har også et medansvar, deres firkantede erklæring: børn er kompetente og skaber sig selv deres eget liv, peger stort set alle over én kam, i retning af børnefundamentalisme: ”Hvad børnene siger er altid det rigtige”.
Også forældre har uheldigvis et ansvar - både for deres børn og for samtalekulturen - en kultur der gerne skulle være grundlaget for barn-voksen-forholdet såvel som det samfundsmæssige liv generelt. Samtale er ikke kun til for underholdning.
Samtale er ej blot til lyst - samtale er også en alvorlig sag.