Fortælling med tekst og billeder

Opgave 2:

Historien om Sofus.

Der var engang en hund, som hed Sofus.



Sammen med sine forældre boede Sofus ensomt i et gammelt hus, langt ude på landet.



Sofus`forældre havde ikke råd til så mange ting, derfor skulle han sove i en trillebør.. Men det værste var, at han tit var meget ked af det, fordi han ikke havde nogen at lege med. Derfor besluttede Sofus, at han ville gå ud i den store verden. Måske ville han være så heldig og finde en legekammerat.
En skønne dag, mens forældrene holdt en middagslur, gik han afsted.
Sofus gik ind i skoven, som lå i nærheden af deres hus. Han gik og gik og gik, indtil det blev mørkt. Nu trængte han til en lille pause.



Der sad han nu, midt i skoven. Han så sig omkring, lyttede til fulgestemmerne og tænkte: ”Jeg må finde et sovested.” Sofus fandt et sted i skoven, hvor han kunne ligge i læ og sove. Denne nat sov han meget dårligt. Han vågnede nogle gange, fordi det var så koldt. Og hvis han var helt ærlig, længtes han efter sin trillebør.
Tidligt næste morgen gik han videre, indtil han kom til en flyveplads. Her så han en mærkelig maskine og nysgerrig som han var, kravlede han op i den. Denne mærkelige maskine havde nogle mærkelige knapper. Han drejede på knapperne og pludselig fløj han op i luften.



Han så skoven, hvor han var løbet igennem, og han så sit hus, som blev mindre og mindre. I første omgang blev han lidt bange. Han havde aldrig været på en flyvetur og det var nu lidt uhyggeligt. Alligevel nød han udsigten. Pludselig dukkede der mange små huse op. Sofus drejede igen på knapperne af sin flyvende maskine og landede midt i en by med kæmpe store huse. Han klatrede ud af maskinen og gik lidt omkring. Men han blev meget forskrækket, da han så de larmende biler.



Sofus sad på gaden og rystede på hele kroppen, fordi han var så bange. Nej her ville han ikke blive. Han løb tilbage til sin maskine og klatrede hurtigt ind igen, drejede på knapperne og skyndte sig at flyve væk i en fart. Igen så han, at husene blev mindre og mindre.
Efter nogle timers flyvetur lagde han mærke til, at han godt nok var sulten. Sofus så i det fjerne en by dukke op. Denne gang besluttede han sig for, at han ville lande uden for byen. Forsigtigt gik han nærmere til byen. Heldigvis havde han ikke set nogen biler endnu. Inde i byen var der en lille og smal gade, hvor Sofus ville prøve at finde noget at spise.


Han ledte og ledte efter mad og blev mere og mere sulten. Pludselig så Sofus en slagterforretning. Slagteren så den stakkels hund og gav den et kødben. Sofus blev meget glad. Han gik og gemte sig med kødbenet for at spise dette i ro og fred. Da han var færdig med at gnave på kødbenet, begyndte det igen at blive mørkt. Sofus bestemte, at han ville sove i dette gemmested. Også i denne nat sov han meget dårligt. Det var ikke særlig hyggeligt at ligge på kolde sten og igen længtes han efter sin trillebør.



Da Sofus den næste morgen vågnede, kunne han høre, at der var nogen, som snakkede. Sofus kom frem fra sit sovested og så en brun og en hvid abe sidde på gaden. Han gik til aberne og hilste på dem. Aberne var meget venlige og hilste tilbage. Sofus spurgte aberne om deres navne. Og den brune abe svarede, at han hed Oskar og at den hvide aber hed Anton. Aberne sagde til Sofus, at de aldrig før havde set ham og spurgte, hvor han kom fra. Sofus fortalte sin historie, at han jo var gået hjemmefra for at finde en legekammerat.
Aberne og Sofus blev gode venner og de legede hele dagen.
I en legepause fortalte aberne hver deres historie. Oskar, den brune abe, boede i byen, sammen med sine forældre. Men Anton, stakkels Anton! Han havde ingen forældre mere og blev derfor nødt til at bo på gaden.
Efter at Sofus havde hørt deres historier, fik han en ide. Sofus spurgte Anton, om han ikke kunne tænke sig at tage med ham hjem. Og det ville Anton meget gerne.



Og tidligt næste morgen fløj Sofus hjem sammen med Anton.



Da forældrene så Sofus komme hjem igen, blev de meget glade. Sofus fortalte, hvad han havde oplevet og at han havde fundet en legekammerat, som ingen forældre havde. Sofus` forældre havde ikke noget imod, at Anton ville bo hos dem. Og der levede de nu til deres dage ende.
Snip, snap snude, nu er historien ude!